Ejeraftalens dækning: emner om kontrol, salg og uenighed

Hvad en ejeraftale er – og hvad den ikke er

En ejeraftale er en aftale mellem to eller flere ejere af et selskab om deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser som ejere. Den kan regulere, hvordan væsentlige beslutninger træffes, hvad der sker ved uenighed, hvornår ejerandele må eller skal sælges, og hvordan de værdiansættes. Medejernes stilling ved et salg kan også fremgå.

Betegnelsen omfatter både aktier i et A/S og anparter i et ApS; tidligere blev dokumentet ofte kaldt aktionæroverenskomst eller anpartshaveroverenskomst. Der er ikke et generelt lovkrav om, at flere ejere skal have en ejeraftale.

Selskabslovens § 82 sætter grænsen for, hvad aftalen kan: »Ejeraftaler er ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.« Bestemmelsen blev indført i 2010; før da var ejeraftaler ikke reguleret i selskabslovgivningen.

Selskabet er altså ikke bundet af aftalen, men aftalen er ikke uden virkning. Mellem kapitalejerne er den en aftale som enhver anden og skal overholdes efter almindelige aftaleretlige grundsætninger.

Praktisk forskel til vedtægterne: Ejeraftalens bestemmelser skal ikke offentliggøres. Ved ændringer er de ikke underlagt samme indskrænkende regulering eller krav om vurdering i lyset af Erhvervsstyrelsens praksis om at afvise vedtægtsklausuler uden fornøden »vedtægtsrelevans«.

Det giver friere rammer for at aftale fortrolighed om ejerkredsen og holde udefrakommende ude. Der er dog grænser for, hvor langt sådanne klausuler rækker, fx i en konkurs.

Kontrol og beslutninger: stemmer, bestyrelse og uenighed

Aftalen kan fastlægge, hvordan væsentlige beslutninger træffes, og indeholde stemmeaftaler og aftaler om, hvem der vælges til bestyrelsen. Skal aftalen knytte rettigheder til en bestemt ejerandel, findes en brugt definition i et aktstykke for Folketinget (aktstykke 101 af 6. marts 2019).

Ejerne kan også aftale, at bestemte driftsbeslutninger kræver et særligt flertal eller enstemmighed, og beskrive selskabets ledelsesform. Aftalen kan desuden regulere, om eksisterende ejere har ret til at bevare deres ejerandel ved en kapitalforhøjelse, og om de kan afvise at indskyde flere penge (simplelaw.dk).

»Bestemmende Indflydelse« betyder direkte eller indirekte ejerskab af mere end 50 % af kapitalen eller stemmerne i en juridisk enhed. En sådan tærskel kan aftalen bruge som knæk, når der skal knyttes særrettigheder – fx ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer – til en enkelt ejer eller ejergruppe.

Hvad en stemmeaftale er værd i selskabet, illustreres med et typisk eksempel: A, B, C og D har indgået en ejeraftale om, at B, C og D skal stemme på A som bestyrelsesmedlem på den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen er det kun D, der stemmer på A.

B og C misligholder dermed aftalen, men retsvirkningen i selskabet er, at A ikke vælges, fordi dirigenten på selskabets generalforsamling ikke skal efterleve ejeraftalen, jf. selskabslovens § 82. Ejeraftalen har dog stadig retsvirkning mellem aftalens parter, og A kan som følge af B’s og C’s misligholdelse fx rette et erstatningskrav mod dem, hvis han kan påvise at have lidt et tab.

Pointen for aftalens udformning er, at stemmeaftaler og bestyrelsesvalg ikke kan håndhæves gennem selskabet. Skal en stemmeaftale have effekt, skal sanktionen derfor stå mellem ejerne – typisk et erstatningskrav ved misligholdelse og/eller en aftalt konsekvens for ejerandelen, jf. afsnittet om overdragelse.

Fordele og ulemper ved stemmeaftaler i ejeraftaler

Overdragelse af ejerandele: forkøbsret, medsalgsret og -pligt

Kroyer Pedersen omtaler Erhvervsstyrelsens praksis om at afvise vedtægtsklausuler uden fornøden »vedtægtsrelevans«.

Ejeraftalen kan fastsætte, hvornår ejerandele må eller skal sælges, hvordan de værdiansættes, og hvad medejerne kan kræve ved et salg. Den klassiske mekanisme er en forkøbsret, hvor de øvrige ejere har førsteret til at købe den sælgende ejers kapitalandele. Forkøbsretten er kun brugbar, hvis aftalen samtidig siger, hvordan kursen fastsættes, og hvordan køberne skal betale og overtage andelene.

Medsalgsret (tag along) giver en medejer mulighed for at sælge sine kapitalandele med, når en anden ejer sælger til tredjemand. Medsalgspligt (drag along) forpligter en medejer til at sælge sine kapitalandele, hvis andre ejere ønsker at sælge til tredjemand. Uden aftale i ejeraftalen eller særlige vedtægtsbestemmelser gælder der ingen regler eller rettigheder om medsalgsret eller medsalgspligt (selskabsadvokaterne.dk).

Prisen kan kobles til en rabat, når salget ikke er frivilligt. En model, der ses i praksis, er en aftalt forkøbsret, hvorefter de øvrige ejere har førsteret til at købe en misligholdende ejers kapitalandele til fx 80 % af markedsværdien fastsat af selskabets revisor.

Ved værdiansættelse ved selskabssalg nævnes EBITDA-multipel, DCF, P/E-multipel og normalindtjeningsmetoden. EBITDA-multipelmetoden tager udgangspunkt i driftsindtjening før renter, skat, afskrivninger og amortisering, mens DCF-metoden især anvendes, når værdien afhænger af fremtidige pengestrømme (virksomhedsborsen.dk).

I eksemplet med A, B, C og D vil B og C derfor skulle afhænde deres kapitalandele til 80 % af markedsværdien. Samme type bestemmelse kan rettes mod det tilfælde, at en ejers kapitalandele skal afhændes på grund af ejerens konkurs.

Ved konkurs er der en grænse. Sådanne bestemmelser kan i særlige tilfælde, fx som led i insolvensbehandling, blive anset for lige vel kreative. De kan derfor næppe påberåbes over for kreditorer i den ene ejers konkursbo.

Aftaler man en forkøbsret til under markedsværdi, der først skal slå igennem i et konkursbo, skal man ikke regne med at kunne håndhæve den over for boet.

Exit og livsbegivenheder: salg, sygdom og død

Typiske situationer: en medejer vil stoppe, en ny investor kommer ind, en ejer får brug for at sælge, to ejere får forskellige ambitioner, eller en ejer vil sælge hele virksomheden, mens den anden vil fortsætte. For hver situation skal aftalen svare på, hvem der bestemmer hvad, hvad der sker med ejerandelen, hvordan prisen fastsættes, og hvem der kan købe.

Aftalen kan tage stilling til, hvad der sker, hvis en medejer stopper med at arbejde i virksomheden, bliver alvorligt syg eller dør.

Det er spørgsmål, som en ejeraftale er bygget til at besvare: om andelen kan blive liggende hos en ejer, der ikke længere er aktiv, om de øvrige ejere kan overtage den, og hvilken kurs der i givet fald gælder.

Som udgangspunkt går ejerandelene i arv til den afdødes arvinger (simplelaw.dk). Ejeraftalen kan derfor tage stilling til, om de øvrige ejere kan overtage andelene, og hvordan prisen fastsættes.

Ved uenighed om hele virksomhedens fremtid – salg til tredjemand eller fortsat drift – peger aftalen på en vej videre. Den fastlægger, hvordan beslutningen træffes, hvornår en ejer kan kræve salg, og hvordan de øvrige kan fortsætte. Uden aftalte rammer står ejerne med en uenighed, hvor der hverken er aftalt pris, procedure eller konsekvens.

Konflikt og misligholdelse: deadlock og håndhævelse

Sanktionerne ved misligholdelse skal stå i aftalen, fordi de ikke kan håndhæves gennem selskabet. I praksis ser man bestemmelser om, at en ejers kapitalandele skal afhændes ved misligholdelse af ejeraftalen eller ved ejerens konkurs – fx en forkøbsret til 80 % af markedsværdien fastsat af selskabets revisor. Kombinationen af en forpligtelse til at sælge og en nedsat pris giver de øvrige ejere et håndtag over for en medejer, der ikke overholder aftalen.

Ved siden af salgsklausulen står erstatningskravet mellem ejerne. Misligholder en ejer en stemmeaftale eller en anden forpligtelse, kan en anden part rette et erstatningskrav mod den misligholdende part, hvis parten kan påvise at have lidt et tab. Erstatningskravet er den brede, generelle sanktion, mens salgsklausulen er den konkrete, forud aftalte konsekvens.

For grundlæggende uenighed om virksomhedens retning kan aftalen regulere, hvad der sker ved uenighed – og hvordan ejerne kommer videre. Det er nemmest at blive enige om spillereglerne, før der opstår en konflikt.

Fastlåst uenighed kaldes også deadlock. Ejeraftalen kan fastlægge en mekanisme til at håndtere deadlock og hjælpe ejerne videre, når de ikke kan blive enige om virksomhedens retning (oadv.dk).

Når virksomheden stiftes, og ejerne har fælles ambitioner, kan det virke unødvendigt at diskutere sygdom, misligholdelse, manglende arbejdsindsats, salg eller uenighed. Netop derfor er det dér, bestemmelserne typisk bliver aftalt eller sprunget over.

Hvornår ejeraftalen bør genbesøges

Ejeraftalen skal følge virksomhedens udvikling. Typiske udløsere for et genbesøg er, at virksomheden vokser, at der kommer nye investorer ind, at ejerkredsen ændrer sig, eller at virksomheden står foran at skulle sælges. Det er de samme situationer, som aftalen oprindeligt blev skrevet til at håndtere – men med en anden ejerkreds og en anden værdi end ved stiftelsen.

Et selvstændigt hensyn følger af aftalens retlige karakter: Ejeraftalen er bindende mellem aftalens parter, men ikke for selskabet eller for generalforsamlingens beslutninger, jf. selskabslovens § 82. En ny ejer i kredsen er derfor ikke uden videre omfattet af det, de hidtidige ejere har aftalt.

Ved en gennemgang bør aftalen opdateres, så navne, ejerandele, priser, forkøbsretter og sanktioner svarer til den kreds og den situation, der er gældende nu. Det bør ikke svare til den kreds, der indgik aftalen oprindeligt.